mandag den 31. december 2012

Hjemmelavede flødeboller



Forleden lavede min søster og jeg disse lækre flødeboller fra Blomsterbergs opskrift. Vi undlod dog de frysetørrede hindbær og lavede almindeligt skum i stedet for. I halvdelen af både skummet og kransekagemassen kom vi lakridspulver i - nøj det blev godt!


I følge opskriften skulle der blive ca 20 stk, men vi lavede miniflødeboller og fik vist 47 stk. De fleste forsvandt på mystisk vis inden jeg fik taget billeder af dem...


Men der var da lige et par af de pæneste tilbage til denne lille julegave til en sød kollega :)


Før jul lavede jeg de her P-tærter - og det er noget af det nemmeste og lækreste juleslik jeg længe har lavet. Og faktisk er det vel ikke særlig julet, så mon ikke de skal prøves igen inden vi når jul næste år. Opskriften er fra Louises madblog.


De gjorde i hvert fald lykke på det her fad som jeg havde med til et møde et par dage inden jul.

søndag den 16. december 2012

Juleknas


Min far har fødselsdag i dag og han ønsker sig bare ingen ting! Så min søster og jeg har lavet denne æske med juleknas til ham. Og den blev han glad for :)


De her er med lys karamel med hakket pecannødder og nederst er der et lille lag med lys chokolade.


De her snebolde er lavet af marcipan æltet med Limoncello - en citronlikør og lidt revet citronskal. Det gør marcipanen blød og saftig, og gir en meget lækker citronsmag til alt det søde juleslik. Opskriften er denne her fra mad og bolig.


Til de her hindbærtrøfler er brugt denne her opskrift fra Dan sukker.


Baileykugler er bare noget af vores yndlings-juleslik - de er så lækre! Marcipanen er æltet med Baileys og tilsat hakket mørk chokolade og her er de pyntet med lidt frysetørret hindbær.


I vores familie blir det bare ikke jul før der er dadler med marcipan - det er en rigtig klassiker hjemme hos os :)


Her er det færdige resultat, pakket i en fin æske som egentlig var beregnet til muffins.

lørdag den 24. november 2012

Æblesurdej

Min søster er bidt af en gal surdej! Eller måske nærmere besat af at afprøve nye variationer fra Meyers Bageri. Og forleden ringede hun og spurgte, om ikke hun lige skulle komme over og bage et brød - jo tak! Og det kom der så to lækre brød ud af og det ene efterlod hun her:


Det er et ølands brød lavet på æblesurdej. Der duftede bare så dejligt :)


Og se det lige indeni - så lækkert og luftigt.


Og sådan her blev det spist: med mørk belgisk chokolade creme med blodappelsin - mums! Den bog ønsker jeg mig altså også :)

søndag den 18. november 2012

Æblegrød

Forleden havde min søde kollega Anne en masse æbler med på arbejde som hun bare ville af med. Jeg tog nogle af dem med hjem og i dag lavede jeg så æblegrød af dem. Jeg brugte følgende ingredienser:

1200 g æbler
75 g rørsukker
1 vanille stang
saft af ½ citron
3/4 dl vand

Og nøj hvor det duftede af æbler og vanille mens det kogte :)
 

Der kom denne portion lækker æblegrød ud af det og nu står den bare og køler af og venter på at Hjalte vågner og skal have eftermiddagsmad, så vi kan smage

onsdag den 31. oktober 2012

Sidste dag i vuggestuen...

I dag har Hjalte sidste dag på grøn stue - hvor blev det år lige af?!  I morgen begynder han så hos Billerne, der jo heldigvis bare er på en af de andre stuer og hos voksne vi allerede kender :) Den sidste dag bliver markeret med flag og en lille gave til de to drenge som stopper i dag. Den anden dreng har frugt med, så jeg har lavet de her pizzasnegle som Hjalte har med.


Det er denne her opskrift fra Karolines køkken, dog har jeg udeladt løg. Hjalte stod og hoppede foran ovnen, mens de blev bagt, og glædede sig helt sikkert til at få dem med i vugger :)


Til de voksnes pause har jeg lavet denne her  Blåbær drøm fra Mette Blomsterbergs Det søde liv. Den er forholdsvis let og hurtig at lave. Jeg bagte kagen i aftes, lavede blåbær sylt og den hvide chokoladecreme. Så her til morgen skulle jeg bare piske chokoladecremen og vende blåbær sylten i, og til sidst sætte den på kagen i store "dutter" med en stor rund tyl.


Men set oppefra så skal jeg da øve mig lidt på at lave dem lige store ;)

søndag den 21. oktober 2012

Violas dåbskager

I går blev Sara og Mikkels lille Viola døbt og jeg skulle lave hendes kage, eller faktisk kager, for der var mange gæster.


Forældrene havde bare ønsket sig kager med dyr på uden af det var nærmere specificeret. Men det måtte absolut ikke være for "tutte-nuttet". Så det blev en kage med vandtema.



En lille havskildpadde.


Sandet er lavet af knuste kiks, det gav en super god effekt.



Begge kager var med hvid tobleronecreme og skovbær mousse.


Violas anden dåbskage var med disse 3 jungledyr - ja, jeg ved ikke lige hvor mange pandaer der lever i junglen ;)




mandag den 15. oktober 2012

Hjaltes fødselsdag


Lørdag kom farmor og farfar, faster Birgitte og kusine Annika og fejrede Hjaltes fødselsdag med boller og kage. Min søster og jeg havde lavet disse cupcakes af mazarin og skovbær og med cream cheese frosting.


Til de voksne havde jeg lavet denne lakridskage med hindbær mousse, men den kunne Hjalte sørme også lide...


Dagen efter holdt vi fødselsdag igen og denne gang for mormor og morfar, moster og den øvrige familie. Foruden boller var der små bæger med frugtsalat og lidt vaniliecreme der var til overs fra desserten dagen før.


Lagkagen var med hvid chokolade mousse med lakrids og skovbær mousse. Det var en ret lækker kombination. Og Hjalte blev bare glad og råbte begejstret: "se mor, det er bamse og æller"


Det var ret fugtigt i vejret så kagen svedte ret meget, så det er derfor bamse skinner så meget...



fredag den 12. oktober 2012

Fødselsdag i vuggestuen

I morgen blir Hjalte 2 år! Synes nærmest lige, at han er kommet... Men har jo kendt ham altid :)


Her er hvad vi havde med til børn og voksne på Grøn stue. Små bæger med udskåret frugt og flag og Karolines gulerodsbrød lavet som boller. Dem lavede min mor tit, da jeg var barn, og de holder stadig! Altså ikke dem hun lavede :)


Her er så det stolte fødselsdagsbarn, som både fik lov til at vifte med det store flag og puste lys ud på fødselsdagstoget - det var stort :) Jeg kan næsten ikke vente til han skal have gaver i morgen...

torsdag den 4. oktober 2012

Kagehus...


Det her fine kagehus var en del af en gave til en kollega, som havde været så sød at strikke en fin trøje til min dreng. De talenter har jeg desværre ikke, så det var skønt at hun gad lave den fineste uldtrøje med blå og hvide striber og hætte :) Paphuset har jeg købt, da jeg var i Berlin i foråret - elsker bare en fin indpakning - og det gjorde min kollega heldigvis også.


Huset indeholdt de her 4 kager. Det er mazarincupcakes med skovbær og cream cheese frosting. Jeg brugte denne her opskrift på cream cheese frosting fra Frk Cupcake og tilsatte en lille smule citronsaft, da jeg ellers synes, at den blev lidt for sød til kagerne. Og sikke en skam at der kun kunne være 4 kager i huset når nu jeg havde bagt 10...

tirsdag den 18. september 2012

Jordbær tiramisu

For et par uger siden fik vi besøg vores venner, Sara og Mikkel. Mikkel elsker kager og desserter, men kan ikke tåle nødder - og hold da op, hvor er der nødder i mange ting! Jeg har da også tidligere lavet fragilitet roulade til dem, hvor Mikkel endte med at sidde tomatrød i hovedet, fordi han slog ud af mandlerne og ikke på forhånd havde fortalt det... Så denne gang skulle det være anderledes. Jeg ville gerne lave tiramisu, men da jeg ikke selv kan lide kaffe, så er der jo ikke meget ved det. Men jeg elsker jordbær og kan spise dem døgnet rundt, hvis det sku være, så jeg googlede jordbær tiramisu og fandt den her opskrift på jordbær tiramisu med hyldeblomst. Nøj den var god!


Jeg lavede den i de her små portionsforme fra le creuset. Det er ikke så nemt at se på billedet, men de var virkelig fine i virkeligheden :)


Jeg var lidt i tvivl om, om jeg havde lavet hver enkelt portion for stor, men det gled ned i en vældig fart, så det tror jeg ikke ;) Jeg har tilføjet lidt hakket mørk chokolade i forhold til den oprindelige opskrift - jordbær og chokolade er som uadskillige kærester!


Dagen efter brugte jeg resten af Mascarpone cremen til den her skål. Der er ladyfingers i bunden, som er vædet med hyldeblomst saft, et lag af melon og solbær og så tilsidst resten af cremen - mums!

torsdag den 6. september 2012

Uglekage

For et par uger siden kom Ditte og Sørens lille Thøger endelig til verden. Der er kritisk sygdom i den aller nærmeste familie, så derfor skal han døbes om 14 dage. Desværre har jeg ikke tid til at lave en kage til den dag, så derfor har jeg lavet denne kage til dem, som nu ligger i deres fryser og venter på den store dag. Og så håber jeg, at det går med både fyld og fondant i fryseren... 


Designet af kagen var frit, og da jeg længe har ønsket at lave en uglekage, ja så var det jo helt oplagt :)


Jeg har kigget på alverdens billeder på nettet af forskellige uglekager og invitationer med ugler på, og det blev så et "sammenkog" af de bedste detaljer :)


Den lille ugle tæt på. Kagen var med hvid chokolade creme med knuste Oreos og mousse af skovbær.

Fødselsdagskager


Arman bliver 4 år og ønsker sig en spiderman-kage. Og hvor svært kan det lige være... Meget svært åbenbart! Det var sgu svært at lave en figur, der lignede ordentligt og jeg er da heller ikke helt tilfreds med ham her:


Lillebror Anas er helt vild med Tom og Jerry, men det var altså også lidt svært at få dem til at ligne...


Men faren som hentede kagerne mente bestemt at begge drenge nok skulle blive glade for kagerne :)


Den ene kage indeholdt jordbær mousse og toblerone creme og den anden bestod af vanillecreme med bananskiver og et lag med daim creme.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...