Viser opslag med etiketten Hjalte 3 år. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hjalte 3 år. Vis alle opslag

torsdag den 19. juni 2014

At flyve med en 3 årig...

Vi har lige været en tur på Mallorca. Og selvom vi har verdens dejligste dreng, så frygtede jeg alligevel for flyvetur vs. tålmodighed... Jeg havde læst mange steder, at man bare skal forberede turen med lidt overraskelser, så kan det ikke gå galt. Så det gjorde jeg :)


Jeg købte denne lille fine kuffert i Tiger, den passede perfekt i bunden af min håndbagage.


Kufferten indeholdt en bog, nogle små tusser, forskellige klistermærker og en lille pose slik. Klistermærkerne havde jeg købt i Søstrene Grene, Tiger og BR. Jeg havde købt nogle store ark og klippet lidt af, så der var flere forskellige. Han blev så glad for kufferten og var faktisk fordybet i den i en times tid - det er lang tid, når man er 3,5 år! Og faktisk brugte vi den også på ferien og havde den med, når vi var ude at spise om aftenen. Det gjorde lige at han kunne sidde stille mens vi spiste færdig og at vi ikke bare skulle kaste maden ned i en rasende fart :) Kufferten blev suppleret med nye klistermærker i løbet af ugen og vi tegnede mange tegninger i bogen. På flyveturen hjem var der nogle nye små stempler i.


En anden ting som var super i flyet, var Ipaden. Vi havde købt et par børnehovedtelefoner, så han kunne sidde og se film uden at det kunne høres. Især app'sne med Rasmus Klump og Cirkeline filmene er han rigtig glad for. Og Min bio, men den kræver netadgang, så den kunne ikke bruges på flyveturen, men var god som afslapning på hotellet.


Og så er Mallorca jo bare skøn med den mest børnevenlige strand i hele verden! Det fineste hvide sand og postkort-klart-lyseblåt-lækkert vand :)

søndag den 5. januar 2014

Mad-dag for en 3-årig

Hjalte elsker at hjælpe til med at lave mad. Han har i lang tid hjulpet med at skylle grøntsager og lægge dem i fad, krydre kød, røre rundt i gryden osv. Og han har forsøgt sig med min kartoffelskræller, men den passer bare ikke særlig godt til hans små hænder.


Til jul ønskede han sig derfor et sæt med en kniv og en kartoffelskræller. Eller nogen (jeg) havde ønsket det til ham. Og hold da helt op det har været en succes! Han kan skære alt muligt ud nu, fx æblebåde, små gulerodsstave, agurkestave peberfrugter osv. Og der ryger en hel del indenbords, der er godt nok røget mange gulerødder og peberfrugter i den lille fyr, fremfor i skålen :)

Og se lige hvor koncentreret han er

 
 


Sættet med hajkniven og abeskrælleren er her fra kitchen4kids. De sælger rigtigt køkkenudstyr til børn og de har vildt mange fede ting!

torsdag den 19. december 2013

Så er der hotdog!





Jeg har rigtig mange aftenvagter og her spiser drengene tit "herre-middag" I går sad de så og aftalte at de skulle have hotdogs, når jeg ikke var hjemme. Jeg så for mig hvordan de sad der og mæskede sig i hvidt brød og fedt - ja det er min oplevelse af hotdog!

Nå, men inden jeg tog på arbejde nåede jeg lige at minimere det hvide brød lidt for jeg bagte brød til dem. Jeg brugte denne her opskrift, og de blev bare rigtig gode! Og jeg lavede agurkesalat for det elsker Hjalte bare :)


Og til morgen var der et farligt havregrødsmonster...

onsdag den 18. december 2013

Drillemusene slå til igen

 
 
Hver morgen når vi står op, så har Puk og Julle været i gang med et eller andet. En morgen var de i gang med at lave en perlebamse - og hold da op, hvor en 3 årig lille dreng kunne sidde stille længe og sætte perler på pladen :)

 

I weekenden blev Hjalte passet hjemme hos mormor og morfar. Til at starte med var mormor dog noget bekymret over om de to mus nu også kunne finde på noget hjemme hos dem... Men det kunne de heldigvis, for de havde lavet en togbane og havde klementiner og rosiner med på vognene.

 
 
Og Hjalte synes, at det var helt fantastisk, at de to mus var tryllet helt til Fr. sund - for hvordan kunne de lige vide at han var der...
 


En morgen havde Julle gemt sig inde i køleskabet, og tænk en gang - mælken var helt grøn! Lidt svært at se på halvdårlige mobilbilleder, men sikke et hit :)


 

 Her var de i gang med en spændende bog om pirater.


 
 
 
Denne nat havde de pakket halvdelen af Hjaltes skeer ind - sikke travlt de har haft :)
 



Her havde de lavet tog af vores støvler og sko...


Og denne morgen havde de leget med Hjaltes biler, og sørme om ikke der var 2 nye i pakken :)
 


fredag den 6. december 2013

Fugle-kugler


Disse fine fuglekugler, som jo absolut ikke er kugler, lavede Hjalte og jeg forleden. Er de ikke bare fine! De var en del af en lille gave som vi var inde og give til Hjaltes lille veninde Sophia som blev 3 år.


Det hele stoppes god ned i nogle udstikker-forme - Hjalte brugte en ske, man skulle jo nødigt få fedtede fingre - sarte barn!


Med et sugerør lavede vi huller til snoren.



Tror vi lavede portionen af ca. 400 g palmin og 400 g fuglefrø. Palminen blev smeltet i en gryde og fuglefrøene hældt i. Så stod til lidt tid udenfor, til palminen begyndte at stivne - jeg rørte i det et par gange undervejs. Og så blev det ellers bare presset godt ned i de forskellige forme. Efter et par timer et køligt sted, var de lige til at trykke ud af formene og sætte snor igennem. De pæneste blev dog de mest enkle af figurerne - dem med små ben knækkede af. Dem der gik i stykker, blev bare smeltet igen og støbt på ny.


torsdag den 5. december 2013

Drillemus


1. december flyttede Puk og Julle - 2 små julemus - ind hos os. De havde en lille bog med, hvor der stod at de var sendt fra selveste julemanden!


Hjalte synes, at det var ret skægt, at de var kommet og tænk så havde de også en lille gave med :) Og en julekalender - og hvor heldig har man lige lov at være, når der bliver delt gratis postmand Per julekalendere ud - ja, ikke at jeg selvfølgelig har noget at gøre med Puk og Julles gaver og drillerier, men jeg glæder mig ligeså meget som Hjalte til at se, hvad de finder på de næste dage ;)



Næste morgen sad de og læste højt af en ny Totte bog for nogle af Hjaltes bamser, inkl. den rædselsfulde julerotte, som faren berigede vores hjem med sidste år og som Hjalte "desværre" elsker.



I går havde musene pakket Hjaltes stol ind - det synes han var ret sjovt :) Heldigvis havde musene valgt en rulle papir jeg havde fortrudt, jeg havde købt - win win!


I morges sad de så og tegnede med tusser da vi stod op.


"Se det var de her, der gjorde det!"
 

mandag den 14. oktober 2013

Fødselsdag i børnehaven


3 år skal selvfølgelig også fejres i børnehaven :) Så i formiddags var jeg med Hjalte i børnehave og var med til deres formiddagssamling. Jeg havde lavet den her frugt-haj og den var bare et hit! Børnene synes, at den var vildt sej, og de ville alle sammen have vindruerne inde fra munden :)




Og det bedste af det hele var, at det ikke tog ret lang tid at lave den. Det, der tog tid, var det frugt, der er skåret ud og sat på små spyd. Det er meget nemt at skære i melon, så selve hajen tog ca. et kvarter, så havde den både hugtænder og rygfinne og det hele :)

søndag den 13. oktober 2013

Hjalte 3 år!



3 år blev min store dreng i dag! Hvor er tiden dog bare fløjet af sted :) Nå, men ingen fødselsdag uden en kage og det blev så til dette her 3 tal. 


Det er lavet af 2 chokoladekager bagt i en randform. Så er de skåret til og smurt op med chokoladesmørcreme. Og så blev der ellers sorteret mini smarties. Kunne ikke rigtig forestille mig, hvor mange der egentlig skulle til, så jeg havde købt 3 poser og det var rigeligt - måske havde 2 været nok. Og så var det ellers bare i gang med et pillearbejde - tror det tog mig en times tid at sætte dem alle på. Smørcremen skal smøres ud i et tyndt jævnt lag, er det for tykt forsvinder halvdelen af smarties'en og er det for tyndt så falder de af. Ideén til kagen har jeg fra Pinterest - verdens bedste tidsfordriv ;)


Og endelig blev det tid til at puste lys ud for en utålmodig lille dreng :)


Og fødselaren var tilfreds med kagen :)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...