Viser opslag med etiketten Kager til børn. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kager til børn. Vis alle opslag

søndag den 24. august 2014

Noas ark

 
 
Det meste af weekenden har jeg brugt på at lave dåbskage til naboens lille dreng. De foreslog, at jeg selv fandt på temaet for kagen, bare den ikke blev grøn - det var det eneste krav til kagen :)
 

Jeg lavede Noas ark. Da de kom for at hente kagen, fortalte de, at præsten havde fortalt historien om netop Noas ark til alle børnene - hvor heldigt var det lige!

 
 
Det var super sjovt at sidde og lave alle dyrene - har siddet og kigget på en masse kager på Pinterest med Noas ark -  der er bare så mange fine. Skibet er lavet af Rice Rice Krispies Treats og ligesom kagen smurt op med chokolade smørcreme.
 



Gæsterne havde været ret imponeret over, at de havde valgt kagens tema ud fra præstens ord - så heldigt kan tilfældigt være :)

torsdag den 17. juli 2014

Pirat kager


For et par uger siden blev Villy 4 år. Jeg havde helt frit spil til pynt på kagerne - det er jo altid sjovt:) Min dreng bliver også 4 til efteråret og han er ret betaget af pirater, så det blev valget til Villy.


Nogle af dem har jeg lavet i "frihånd" og andre er lavet i denne her silikoneform. Jeg har købt den i den hollandske bod på kagemessen i Bellacenteret. De to hollandske damer, der stod der var ret inspirerende, så der røg lige et par stykker med hjem, så det var dejligt endelig at have en anledning til at prøve en af dem.


Kagerne var chokoladecupcakes med blå cream cheese frosting fra Frk Cupcake's opskrift. Jeg lavede 3 x af portionen og det rakte til ca. 35 kager. Men der var heller ikke så meget på hver kage, men mængden passer meget godt når det er til børn, de er som regel ikke vilde med for meget creme. Villy og hans gæster blev i hvert fald glade :)

torsdag den 19. juni 2014

Dåbskage til Julia


Pyha har sjældent lavet en kage der drillede så meget! Den blev da heller ikke rigtig som jeg havde forestillet mig. Den skal forestille en stak gaver. Den runde er en hatteæske lavet af 2 store kager sat ovenpå hinanden med kagepap og grillspyd til at støtte. Men på en eller anden måde forskubbede den sig så den blev skæv og det var bare helt umuligt at rette op på - øv!


Bogstaverne er lavet i en silikoneform, det var heldigvis nemt og de blev søde :) Kagen er til 50 pers og blev temmelig tung. Den består af lyse bunde, hindbær mousse og Toblerone creme - en rigtig klassiker, der er super god, når både børn og voksne skal spise af den.

onsdag den 26. marts 2014

Ninja Turtles kage


Viggo ønskede sig en Ninja Turtles kage. Designet fik jeg selv lov at vælge, så jeg googlede en masse seje Ninja kager til inspiration og besluttede mig for at lave en med en kæmpe Turtle i RKT.


Det giver en sjov effekt med sådan en stor figur på kagen, og den var overraskende nem og hurtig at lave i forhold til at sidde og modellere figurere i lang tid - selvom det nu også er sjovt ;)


Kagen bestod af lyse bunde, skovbær mousse og Daim creme.


Ninjaen blev lavet efter denne her opskrift og jeg brugte hele portionen. Jeg formede det i bagepapiret og lod det stivne i køleskabet inden jeg smurte det op med chokoladesmørcreme. Jeg smurte det op 2 gange for at dække alle de små ujævnheder. Bagefter var det nemt at overtrække med den grønne fondant.

onsdag den 6. november 2013

Navngivningsfest

Min søde kollega Annes lille Alma skulle fejres med navngivningsfest for familie og venner. Vi havde diskuteret designet af kagen i et stykke tid, men til sidst synes Anne, at jeg bare selv skulle bestemme :) Det eneste krav var bare, at der ikke måtte være noget med sutter eller sovende babyer, for Alma er en lille skrigeballon, der nægter at sove eller bruge sut og indimellem driver sine forældre til vanvid...

 

Heldigvis er Alma også en yndig og kær lille pige når hun er vågen og glad :)

Jeg har for første gang brugt Wiltons chokolade fondant og den duftede og smagte overraskende godt.


Bamserne er også lavet af chokolade fondant, bare tilsat lidt hvid fondant, så de blev lidt lysere i farven. Idéen med de to bamser der hænger navneskilt op har jeg set på pinterest - synes bare det var et super sødt og meget enkelt design :)






For at kagen blev høj nok til at bamserne kunne være på siden, er den lavet af 4 bunde og 3 lag fyld - lyse bunde, 2 lag med hindbær mousse og 1 lag med Toblerone creme. For 3 år siden lavede jeg denne her kage til Almas storebror Villy :)

søndag den 13. oktober 2013

Hjalte 3 år!



3 år blev min store dreng i dag! Hvor er tiden dog bare fløjet af sted :) Nå, men ingen fødselsdag uden en kage og det blev så til dette her 3 tal. 


Det er lavet af 2 chokoladekager bagt i en randform. Så er de skåret til og smurt op med chokoladesmørcreme. Og så blev der ellers sorteret mini smarties. Kunne ikke rigtig forestille mig, hvor mange der egentlig skulle til, så jeg havde købt 3 poser og det var rigeligt - måske havde 2 været nok. Og så var det ellers bare i gang med et pillearbejde - tror det tog mig en times tid at sætte dem alle på. Smørcremen skal smøres ud i et tyndt jævnt lag, er det for tykt forsvinder halvdelen af smarties'en og er det for tyndt så falder de af. Ideén til kagen har jeg fra Pinterest - verdens bedste tidsfordriv ;)


Og endelig blev det tid til at puste lys ud for en utålmodig lille dreng :)


Og fødselaren var tilfreds med kagen :)

tirsdag den 9. juli 2013

Barcelona kage

 
 
 
Villas ønskede sig en kage med FC Barcelona logo. Kagen består af chokoladekage og et lag hindbær mousse.
 


Det lød jo som en rimelig nem opgave at lave et logo, og det var da også først da jeg gik i gang med det, at jeg opdagede, at det består af 7 farver, så det tog lige lidt længere tid end jeg troede. Men så gik der også sport i at komme så tæt på de rigtige farver som muligt :)


Den lille fodboldspiller lavede jeg aftenen før kagen skulle hentes og så sad han ellers til tørre. Da jeg så tidligt næste morgen inden jeg skulle på arbejde lige skulle flytte ham over på kagen, ja så tabte han det ene ben - KRISE! Benene blev forstærket med et lille stykke tørret spaghetti og understøttet af lidt køkkenrulle. Og heldigvis var det nok og han sad fint og smilede da Villas og hans mor hentede kagen :)

tirsdag den 21. maj 2013

Barbie kage


Mathilde ønskede sig en Barbie kage, og gerne så lyserød og piget som muligt. Tja, hvor svært kan det egentlig være at lave sådan en? Svært åbenbart!


Lige det her stykke af kagen er jeg godt tilfreds med. Eller det er jo sådan set bare en halv Barbie på spyd med fondant på :)


Det lyserøde overtræk drillede rigtig meget og måtte laves om. Havde ellers googlet en masse 'how to' på youtube, men det var sgu ikke så lige til... Den bedste DIY jeg fandt var Pyntekagens. Det var også herfra jeg snuppede idéen med sommerfuglene og de hvide blonder :)


Kagen bestod af chokoladekage, der er smurt op med chokoladesmørcreme. Den er bagt i min nye Wilton form, men også det gik galt. Kagen nåede aldrig op til kanten, undtagen på midten, så det måtte skæres af. Og så måtte jeg lave endnu en kage i en springform og skære til, så Barbie ikke endte med alt for korte ben :)


Mathilde og fødselsdagspigerne blev heldigvis glade for kagen :)

P. S. den utrolig pæne servering på et spækbræt var fordi Mathildes mor kom med et fad den skulle over på, og så glemte jeg lige at ta' et billede i farten

søndag den 12. maj 2013

Dåbskage

I går blev min søde kollega Britt's lille datter Merle døbt. For et par år siden lavede jeg denne her bryllupskage til Britt og Morten, så det var da lidt sjovt også at levere dåbskagen :)
 

Der var ingen krav eller ønsker til pynt, så det blev en lille ugle jeg længe har manglet en anledning til at lave.


Jeg er kommet lidt ud af træning med at lave kager, så den drillede mig en del og det kan desværre også godt ses. Nå, men Britt og Morten og alle deres gæster syntes, at det var en dejlig kage og det er jo det vigtigste :)

søndag den 21. oktober 2012

Violas dåbskager

I går blev Sara og Mikkels lille Viola døbt og jeg skulle lave hendes kage, eller faktisk kager, for der var mange gæster.


Forældrene havde bare ønsket sig kager med dyr på uden af det var nærmere specificeret. Men det måtte absolut ikke være for "tutte-nuttet". Så det blev en kage med vandtema.



En lille havskildpadde.


Sandet er lavet af knuste kiks, det gav en super god effekt.



Begge kager var med hvid tobleronecreme og skovbær mousse.


Violas anden dåbskage var med disse 3 jungledyr - ja, jeg ved ikke lige hvor mange pandaer der lever i junglen ;)




mandag den 15. oktober 2012

Hjaltes fødselsdag


Lørdag kom farmor og farfar, faster Birgitte og kusine Annika og fejrede Hjaltes fødselsdag med boller og kage. Min søster og jeg havde lavet disse cupcakes af mazarin og skovbær og med cream cheese frosting.


Til de voksne havde jeg lavet denne lakridskage med hindbær mousse, men den kunne Hjalte sørme også lide...


Dagen efter holdt vi fødselsdag igen og denne gang for mormor og morfar, moster og den øvrige familie. Foruden boller var der små bæger med frugtsalat og lidt vaniliecreme der var til overs fra desserten dagen før.


Lagkagen var med hvid chokolade mousse med lakrids og skovbær mousse. Det var en ret lækker kombination. Og Hjalte blev bare glad og råbte begejstret: "se mor, det er bamse og æller"


Det var ret fugtigt i vejret så kagen svedte ret meget, så det er derfor bamse skinner så meget...



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...